|
Medieomtale:
 |
|
Mød Luna på TV2 sammen med Anne-Louise, der fortæller hvorfor hun valgte parykken fra.
Se her
|
|
|
Mød Luna på P4, hvor hun fortæller om hvilke principper hun designer efter.
Lyt her |
| |
|
| |
|
Jeg er designer med en hjertesag. Eller måske snarere en kvindesag. Men en særlig en af slagsen.
Siden jeg i 2002 fik kræft og hårtab tæt ind på livet i min nærmeste familie, har det været min mission, både privat og fagligt, at hjælpe kvinder med hårtab til en så normal og aktiv hverdag som muligt.
For der sidder pokkers meget identitet i håret hos os kvinder. Men det tænker man som regel først over, når man mister det!
Som menneske og uddannet designer oplevede jeg i 2002 en stor glæde ved at kunne hjælpe min svigermor Tove med at få noget ordentligt på hovedet, da hun mistede håret under kemo. Dengang fandtes der ikke et alternativ til Misse Møhge-turbaner i spraglet akryl. Så Tove måtte løbe forgæves i alle butikkerne. Og det var ellers hårdt nok i forvejen at skulle forholde sig til kræft og kemo.
Jeg brugte en hel del dage og nætter på at få konstrueret et design, der var blødt og samtidig gav den rigtige fylde der, hvor håret manglede. Det lykkedes mig, og jeg følte stor glæde og taknemmelighed ved at se Tove gå glad på gaden.
Men jeg havde ikke drømt om, at jeg ville blive kimet ned af så mange andre kvinder i samme situation! Det var kvinder, som Tove havde mødt rundt omkring i venteværelserne på hospitalet. Og når hun var ude at spille harmonika. På en ridetur, under et foredrag, hos frisøren eller på shopping.
Overalt mødte hun kvinder, der tog mod til sig og spurgte, hvor hun havde sit smarte tørklæde fra, og så ringede de alle sammen straks til mig. Lige midt i min afgangseksamen. Og selvfølgelig ville jeg hjælpe. Også da der var en forhandler, der indledningsvis gerne ville have 70 bandanatørklæder! |
|
Siden har jeg ikke lavet andet. For jeg oplevede jeg en dyb og boblende varm glæde ved at kunne hjælpe Tove i en situation, hvor jeg ellers ikke følte, der var så meget, jeg kunne gøre. Jeg kunne jo ikke gøre noget ved bekymringerne, smerterne eller de søvnløse nætter. Men her kunne jeg gøre en forskel for min svigermor.
Det bobler endnu, og det driver mig til at blive ved med at yde mit bedste, så andre kvinder ikke skal løbe forgæves ligesom Tove. Og det giver stor mening i mit liv, at jeg hver dag får lov at gøre en forskel, der kan både ses og mærkes.
Budskabet om mit specialdesign startede med et rygte fra venteværelse til venteværelse, fra mor til datter, fra veninde til veninde og fra Danmark til New York, hvor mine huer nu udleveres på hospitalet. Og sådan fortsætter det sikkert.
Vi kvinder får jo alligevel altid at vide, at vi snakker. Og gudskelov for det da! For på den måde hjælper vi jo også hinanden.
Så hvis du får glæde af mit design, så er det bedste, du kan gøre at sprede det glade budskab til en anden kvinde. Det kan du gøre ved at give et af mine postkort videre til en anden kvinde, der kunne have gavn af det. Eller kender én, der kunne.
Jeg har aldrig brugt en krone på hverken annoncer eller dyre kataloger. For jeg vil hellere bruge pengene på det bedste design og de blødeste materialer. Og rygtet om mit design spredes stadig bedst – fra kvinde til kvinde.
Mange hilsner
Luna Hvid |
